Slået op d.

STRESS – ven eller fjende

Stressbehandling med akupunktur er virkelig effektivt når krop og sind gør knuder.

Det kan være svært at forestille sig noget som helst venskabeligt over stress, når du ligger der med bugen i vejret og snapper efter luft fordi din vejrtrækning blokeres af stenen for brystet.

billede, blog, stress, stressbehandling med akupunktur, akupunktur randers, elfving akupunktur, www.elfvingakupunktur.dk

Det kan også være svært at forestille sig – eller måske huske?! – at stress ikke er et tegn på svaghed. Tværtimod. Stress er et tegn på, at du har været meget stærk – meget længe. Og at du måske har samme problem som jeg. At du sætter andre før dig selv. Og netop DERFOR er stress faktisk din ven.

For stress er dén ven, som stadig tør minde dig om, at NU er det vist på tide at ændre kursen, når du er på vej ud på et skråplan. Stress er den ven, som giver dig et los i røven (pardon my French, men det er jo rigtigt, ikke?!) når du spiller alt for Karl Smart og samtidig den ven, som ALTID er der for dig når du har det ad H til. Ligger og holder om dig i stilhed.

Bare holder dig.

Fast og tæt.

Så meget at det begynder at blive virkeligt irriterende, men som du er virkeligt taknemmelig for når du når ud på den anden side af krisen.

Og det gør du!

Jamen hør nu!? Sidder du her og siger at jeg skal være glad for, at jeg er røget ned med stress?

Ja, det gør jeg sådan set. (Og det må jeg godt. For jeg har jo selv været der – husker du??)

For det viser, at dit system stadig fungerer. Du har stadig nogle brikker at flytte med. Du er godt nok slået hjem, men du skal bare lige holde en pause og vente på at du slår en ny 6’er.
Du kunne jo også bare være blevet slået helt ud af banen. Væk. Ude af spillet.

Røget ned med en stor sort og tung depression. For stress og depression går faktisk ofte hånd i hånd.

Og så har du lige pludselig TO faktorer du skal tage hensyn til.

billede, blog, stressbehandling med akupunktur, akupunktur randers, stress depression, depression, akupunkturbehandling, randers, elfving akupunktur, www.elfvingakupunktur.dk

Kan man behandle depression med akupunktur?

Ja, det kan man. Ret godt, faktisk.
Men jo flere elementer der skal behandles jo sværere er det jo naturligvis. Det siger jo ligesom sig selv.

For når du ikke bare skal dopes og fyldes med medicin i alle afskygninger, så er der jo en smule arbejde der skal klares. Og du skal nok komme derhen.

Du skal blot virkelig ØNSKE at blive rask igen. Og du er nødt til  – jeg gentager – NØDT TIL – at investere i dig selv.
Du er nødt til at have lyst til at hjælpe dig selv.

Og når du så bestiller din stressbehandling med akupunktur hos mig, så er det jo ikke kun en nål og så klarer du dig selv. Der er masser af dimension i behandlingen. DU er i fokus. DU er din eksperten i DIN krop og derfor bliver alle behandlinger tilpasset og tilrettelagt ud fra DINE behov.

Og tro mig… det er fantastisk.

Du får et rum til at være dig. Du får det man så fint kalder copingstrategier til hvordan du skal håndtere det dér stress og du begynder at kunne sove igen.

Nu du er klar til at booke dine behandlinger så kan du gøre det her. Og ellers er du hjerteligt velkommen til at kontakte mig og få en god snak om dine behov. Du kan skrive en mail til mig HER.

Slået op d.

Er du en über-pleaser?

“Jeg har lært, at FÅR JEG IKKE DÆKKET MINE EGNE BEHOV,
har jeg heller ikke overskud til at dække andres.‟
siger sangerinden Szhirley i et interview i den nyeste udgave af Magasinet Liv.
Og GUD HVOR HAR HUN RET!
For hvis du hele tiden står bagerst i køen, når der skal deles forkælelser ud, når du pleaser alle andre før dig selv (og så er for udmattet til at få gjort noget ved det, når det endeligt er dit kø-nr. der trækkes) – Så er du igang med at mutere til et klassisk eksemplar af Über-Pleaserne.
En af dem der får for lidt søvn fordi du lige skal gennemgå alle listerne i hovedet om natten, for at være sikker på, at alt er perfekt.
En af dem, hvis børn er fuldstændigt fejlfrit farveafstemt klædt på til enhver lejlighed, imens du udskyder shoppingen til dig selv på ubestemt tid.
En af dem, hvis hjem ligner en inspirationsside i BoligLIV og som altid er klar til, at tage imod gæster og traktere et majestætisk traktement – sådan ‘vupti- ud af ærmet’ – agtigt.
Men indeni har du allermest lyst til, at rulle dig sammen i fosterstilling på sofaen og blive liggende dér på ubestemt tid.
Misforstå mig nu ikke.
Der er ikke noget galt med at være en pleaser. Heller ikke en super-duper-über-pleaser. Så længe du også husker at stille dig selv forrest i køen indimellem.

Når du husker at gøre det DU har lyst til, istedet for alt det du tænker alle andre har lyst til, så gør du nemlig kun dig selv en bjørnetjeneste.

Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

  1. Du bliver ked af det indeni – og dit selvværd får et hak i tuden hver eneste gang du sætter dig selv til side.
  2. Du kommer – ubevidst – til at lære dine børn det samme handlemønster. Og det er jo i virkeligheden det stik modsatte af, hvad du egentligt ønsker for dem. Har jeg ret??
  3. Du sender forkerte signaler om hvad der gør dig lykkelig. Så når folk gerne vil glæde dig, så gør de det på den måde de har set dig gøre det. For de kender i bund og grund ikke dine ønsker og behov.
  4. Du bliver stresset – og måske endda deprimeret.
  5. Du bliver SÅ fokuseret på andres behov, at du bliver dårligere og dårligere til at sætte grænser. 
    Det kan betyde, at du kommer til at lade andre overtræde dine grænser gang på gang (og endda selv overtræder dine egne), men også at du får mere og mere svært ved at mærke dig selv. Hvilket kun gør det hele værre.

 

“Hvad så med dig selv?”

Sidder du så måske og tænker.
Og det er helt berettiget.

For jo… gu fa’en er jeg en pleaser. Jeg har osse været en über-über-pleaser af en anden verden. Men jeg havde det ad H til.

Jeg visnede simpelthen bare. Ganske langsomt. Men stensikkert.

Indtil den dag hvor jeg besluttede, at nu ville jeg ikke længere gøre alt det jeg troede andre ville have jeg skulle gøre.

Nu ville jeg gøre det som jeg vidste, at JEG havde behov for først. Og så nulre om alle de andre bagefter.

Og ved du hvad? DET FØLTES HELT VILDT DEJLIGT!

Ja, altså ikke sådan lige den allerførste dag.

 Det er nemlig ret svært at træde ud af den rolle, når nu man har brugt det meste af sit liv på at tilpasse og finpudse den, til UG med kryds og slange.
 Men jeg kunne jo mærke hvordan jeg voksede som menneske.

Jeg fik pludselig PLADS. En stemme. Og en berettigelse.

 Og dét var en helt fantastisk følelse!

Så nu gør jeg det der passer mig. (Ja ja… alt med måde ikke?! 😉 )

 Jeg er f.eks begyndt at gå med smykker igen.
Jeg har ganske simpelt lagt smykkerne på skrin i en 12 års tid.

Fordi jeg har giftet mig med en mand, som ikke er vild med smykker og derfor altid har sagt, at det kunne han ikke lide.

 Men det kunne jeg jo.

Så selvom han da vist aldrig har sagt direkte, at jeg ikke måtte gå med smykker, så pleasede jeg ham og lod være.

 Jeg er begyndt at mødes mere med veninder og gå i byen alene.
Fordi min mand ofte hellere vil være hjemme og samle energi, end at være sammen med andre.

Men jeg elsker at være sammen med mennesker. Det får jeg energi af.

 Jeg er osse begyndt at købe tøj til mig selv!!! (Jeps. Du læste rigtigt!)
Godt nok ikke ret tit. Og heller ikke særligt overdådigt.

(For jeg er faktisk ikke særlig vild med at shoppe. Indkøbscentre kan bringe koldsveden frem i mig på et splitsekund.)

Men følelsen af, at svinge Dankortet og købe et eller andet lækkert, som ikke er i str. 146 er faktisk ret fed!
 Det handler jo ikke om at blive trodsig eller obsternasig. (Kender du det udtryk? Det er et fedt ord, synes jeg).

Men om at mærke efter hvad der gør DIG lykkelig.

 Og jeg er ret sikker på, at når du er glad og lykkelig indeni, så er din “smykkehadende mand” det nok osse.

(Det er jeg da ret sikker på, at min er. Jeg fik da et par fine øreringe i julegave af selvsamme mand forleden aften! 😀 )

SÅ HUSK LIGE DIG SELV FØRST, IKKE FISTER?!

Pleas’ dig selv. Gør dig selv glad og lykkelig og gå så ud og gør hele resten af verden lige så lykkelig.

Det har du fortjent!!!

PS. Imens jeg har skrevet dette indlæg – har jeg sendt manden i køkkenet for at lave aftensmad.

 

Jeg har nemlig både vasket tøj, lagt det sammen, leget strømpe-dating, købt ind og gjort badeværelset rent idag.

Så nu siger min indre Powerwoman, at det faktisk er OK at ligge her på sofaen med en brandvarm Chai Latte Vanilje i min yndlings-Bjørn Wiinblad-kop og det førnævnte eksemplar af Magasinet LIV imens manden kokkerer.
Og udover en dejlig mavefornemmelse fik jeg jo så også inspiration til, at skrive dette blogindlæg til dig.
Slået op d.

Da jeg røg ned med fynd og klem

For en del år siden nu, flyttede jeg mig bogstaveligt talt fra det ene øjeblik til det andet – fra at føre et aktivt liv som studerende – til at være helt nede at bide i græsset.

Jeg havde gået og bygget på dét der skulle føre til mit kollaps henover mange år. Helt uden at tage hensyn til, hvor hensigtsmæssigt det var blev jeg bare ved og ved. Jeg kunne det hele.

Jeg boede på det tidspunkt i Schweiz, hvor jeg var hjemmegående med vores 3 små børn. Vi skriver juni 2010.

Den sidste var helt nyfødt – kun 11 dage gammel – da jeg var så uheldig at falde med ham i bæreselen.
Jeg faldt fremover og for ikke at lande på denne lille bløde baby – tog jeg naturligvis fra med hænderne da jeg landede… og brækkede begge arme. (Ja – du læste rigtigt!!)

Det er nemlig kke virkelig praktisk, når nu man har en lille nyfødt der skal ammes, og skiftes og nusses og pusles. Og da slet ikke når der samtidig er to andre børn på 2 og 4 år, som heller ikke ligefrem er selvhjulpne i den alder.

Kunne ikke lige finde et billede af den unge mand, fra dengang. Men her er et hvor han var lidt ældre…

Det var en hård tid og jeg kan virkelig ikke anbefale dig at gøre mig kunsten efter.
Men det var sådan set ikke dét i sig selv der gjorde udslaget.

Vi gik på det tidspunkt og forberedte vores flytning til Danmark. Der var en milliard instanser der skulle spørges og skemaer der skulle udfyldes.
Manden var på arbejde (man arbejder en del flere timer i Schweiz – især i byggebranchen) så opgaven tilfaldt mig.

Da yngstebarnet var 9 mdr flyttede vi så.. Eller dvs. jeg og ungerne gjorde.Møblerne røg afsted nordpå med flyttebilen og jeg tog nattoget til Danmark. Alene med alle 3 børn i bagagen!

Manden skulle først afslutte sit arbejde og ville først slutte sig til os 3 mdr senere.

Så da flyttebilen ankom dagen efter – næsten samtidig med mig og arvingerne – så skulle der slæbes.
Og så skulle jeg naturligvis også tjene til dagen og vejen, for at vi ikke skulle dø af sult her nordpå.

Men det klarede jeg det hele. I stiv arm – for nu at blive ved min skade. Som blev VED med at plage mig.
Jeg havde nemlig konstant ondt i det venstre håndled og det blev værre og værre.

I august måned begyndte jeg så – udover arbejdet og ungerne og en tysktalende mand, som skulle have lært dansk – også på dét jeg troede var mit drømmestudie.
Og langsomt, men støt, blev jeg ved at bygge sten for sten på dét der skulle ende med at muren faldt.

Og det gjorde den så i februar 2013. Knap 3 år efter at jeg kom til skade.
Her afsluttedes min lange kamp om bekræftelse af mine smerter endeligt.

Jeg havde kæmpet en kamp imod systemerne for at blive hørt.
Ingen troede på, at der var noget galt. For man kunne ikke lige se noget på de mange røntgenbilleder de tog.
Een gang blev jeg endda kaldt hypokonder. Ikke lige med dét ord – men betydningen var klar!

Til sidst slog jeg SÅ hårdt i bordet (med den anden hånd 😉 ) at jeg blev sendt til en specialist på Aarhus Universitetshospital, hvor en simpel kikkertundersøgelse  skulle afgøre min skæbne. Og det skal jeg da love for, at den kom til, da den akut blev til en større operation.

For jeg havde jo ret. Der var jo en skade på håndleddet, som de havde overset. Faktisk ret så alvorligt. Jeg havde simpelthen fået knust “knoklen” i håndleddet i faldet. Og de mange små splinter havde igennem de godt 3 år bevæget sig rundt i hele håndleddet. Punkteret disc’en og så havde jeg da i øvrigt også sprunget alle ledbåndene sådan et efter et igennem årene…. Intet under at jeg havde ondt. Men et stort under, at stort set ingen troede på mig. Og at man skal mobilisere så mange kræfter, for overhovedet at blive hørt. Nå, men det er en anden sag….

Tre dage senere skulle jeg have været i praktik – men jeg kom istedet hjem med armen i vinkelgips og et halvt års sygemelding lige i nakken.

Og SÅ havde vi balladen… Her knækkede filmen og kollapset var en realitet.

Ja, det var hverken kønt eller praktisk… og så gjorde det ondt som ind i…..

Pludselig fik min krop ikke kun ro til faktisk at kunne bryde sammen. Men al den ophobede negative energi, som havde gennemsyret hver en celle i min krop i alle de år jeg levede i et konstant smertehelvede – UDEN at nogen troede på mig, skulle pludselig ud!

Det var som at få et nervesammenbrud. Alle de forskellige budskaber der blev samlet i min krop gav overhovedet ikke nogen mening for mig. Min hjerne var simpelthen ikke i stand til, at samle brudstykkerne og få det til at blive noget forståeligt.

Jeg kæmpede imod til det sidste. Men i virkeligheden var det det bedste der kunne ske for mig.

Sygemeldingen gjorde naturligvis, at mit studie blev udsat. Men det betød også at jeg fik ro til at samle trådene.
Jeg fik ro til at finde ud af hvad jeg havde brug for.

Hvad – JEG – havde brug for.

Jeg var jo – til forskel fra de fleste – i kraft af mit studie omgivet af psykomotoriske terapeuter, som om nogen ved noget om stress, om kroppen, om sindet og det hele i en stor lyksalig blanding.
Så jeg begyndte at arbejde målrettet henimod en raskmelding.

Det skete og jeg var en masse erfaringer rigere. Og stærkere.

Det gjorde osse, at jeg henimod slutningen af mit studie var 100 % klar over, at det at arbejde med stressramte mennesker ikke kun var et arbejde for mig. Det er mit kald!

Men jeg var ikke kommet igennem hele dette skrækscenarie helt uden mén.
Min venstre arm er for evigt skadet, så jeg var ikke længere i stand til, at lave de behandlinger som jeg troede skulle blive min levevej.
Jeg var nødt til, at tænke ud af boksen og finde ud af, hvad jeg så skulle…

Mit valg faldt på akupunkturen og det har så vist sig at være det helt rigtige for mig. Jeg kan nu arbejde fuld tid – uden at min krop skriger af smerte undervejs.

Så i løbet af det sidste år er brikkerne nu begyndt at falde på plads – en efter en.
Jeg er nu dét man kunne kalde en psykomotorisk akupunktør.

Og jeg ELSKER MIT LIV!

Hvem havde troet det for 6 år siden?! 😀